Skip to main content

Bisidderne er til for dig

Bisidderne er til for dig

Hvad er en bisidder?
Bisidderne er en gruppe uvildige personer med forskellig faglig baggrund, som stiller sig til rådighed som bisiddere for borgere i Næstved Kommune.

Skal du fx til møde med en sagsbehandler, en læge, på hospitalet, et forsikringsselskab eller en pensionskasse. Har du brug for hjælp ved ansøgning om hjælpemidler, i forbindelse med boligskifte, kontakt til statsforvaltningen, retten, banken eller til et visitationsmøde, så kunne du måske godt bruge en ”hjælper” til at gå med? Det er selvfølgelig din sag og dig, der taler, men bisidderen hjælper dig med at få overblik i en vanskelig situation.

Han eller hun hjælper dig også til at beslutte, hvad du gerne vil have ud af mødet og støtter dig i at få stillet de relevante spørgsmål undervejs. En bisidder er ulønnet, uvildig og har tavshedspligt.

”Kravet til at fastholde folk på arbejdsmarkedet er blevet skærpet, samtidig med at stress og arbejdsrelaterede sygdomme er øget. Det giver konflikter og til tider alt for lange sagsbehandlingsforløb, der sætter tålmodigheden på prøve”, udtaler Peder Sass fra Bisidderne i Næstved, og han fortsætter: ”Vi savner ofte større respekt for borgerens situation”.

Bisiddernes baggrund er meget forskellig, således er både sygeplejerske, socialrådgiver, sagsbehandler, lærer, studerende, advokat og andre faggrupper repræsenteret. En af kursusdeltagerne tilbød at være koordinator og resten tilkendegav indenfor hvilket arbejdsområde, de bedst kunne fungere som bisidder. Sammensætningen af bisiddere har gennem årene ændret sig, og der er også kommet nye opgaver til.

Det startede for godt 10 år siden
Bisidderne i Næstved startede for godt ti år siden med hjælp fra Frivilligcenter Næstved, som tilbød et bisidderkursus om konflikthåndtering, notatteknik, etik og introduktion til de forskellige myndigheder. Her blev der lagt vægt på, hvor vigtigt respekt, ligeværdighed, gensidighed, tavshedspligt, åbent sind, nænsomhed, ydmyghed og værdighed er i opgaven.

Økonomi og samarbejde
Bisiddernetværket modtager § 18-tilskud til dækning af udgifter til kurser, kørsel, telefon og PR-virksomhed. Det har dog knebet med midler på det seneste.

Bisidderne i Næstved samarbejder med andre organisationer, der også yder bisidderbistand, og de tror på, at samarbejdet med den nye Borgerrådgiver i Næstved Kommune kan forbedre sagsbehandlingen.

Peder Sass fra Bisidderne i Næstved. Privatfoto

Peder Sass fra Bisidderne i Næstved, (privatfoto).

Fremtid
”Behovet for frivillige, uvildige bisiddere bliver desværre ikke mindre i de kommende år. Vi forsøger at få etableret bisidderkurser lokalt, så vi kan rekvirere nye frivillige.” fortæller Peder.

Har du derfor lyst til at lægge et par ekstra øjne og ører til i situationer, som er svære, uforståelige eller uoverskuelige for en borger, så var det måske noget for dig?

Kontakt
Har du brug en bisidder, eller har du selv lyst til at blive frivillig bisidder, så læs mere om Bisidderne i Næstved på www.bisiddernaestved.dk, og kontakt dem på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf. 50 57 82 85.

Besøg Bisidder Næstveds hjemmeside

Bisiddernes logo med tlf. og hjemmesideadresse

Andre nyheder


Se flere nyheder

Artiklen er skrevet i samarbejde mellem Bisidderne i Næstved og Frivilligcenter Næstved i 2023.
Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger.
 

Forening i fokus, Forening i fokus - Bliv frivillig, Forening i fokus - Find fællesskab

Læs mere …Bisidderne er til for dig

  • Læst: 5731

Polsk-Dansk Forening … og lidt historie om polsk indvandring i Danmark

Polsk-Dansk Forening … og lidt historie om polsk indvandring i Danmark

”Det vigtigste er fællesskabet, og at man har lyst til at være sammen med andre” i Polsk-Dansk Forening, erklærer Lidia Szuster, der er formand for foreningen. De fleste medlemmer bor i eller omkring Næstved og der er ca. 20 medlemmer.

Tilbage i 1928 blev foreningen oprettet for at bevare den polske kultur, det polske sprog og de polske traditioner på dansk jord samt for at mindes de nationale rødder og det kulturelle ophav. Gennem årene har den bragt meget glæde, og enkelte medlemmer har endda mødt deres ægtefælle gennem foreningen.

Aktiviteter
Flere gange om året mødes foreningens medlemmer til hyggelige sociale sammenkomster.

Hvert år holder foreningen påske- og julefrokost, hvor deltagerne hver tager en typisk dansk eller polsk ret med til en fælles buffet. De synger sange og taler polsk og dansk på kryds og tværs. Ved sommerfesten, som ofte har 30-50 deltagere med pårørende, står et af medlemmerne for den musikalske underholdning.

Foreningen afholder foredrag og arrangerer ture. De har fx besøgt Holmegaard Værk, Gavnø Park og Gisselfeld og turen gøres mere social med medbragt madkurv og samkørsel.

Et fast punkt på arrangementskalenderen er mindehøjtideligheden for Slaglille-katastrofen den 17. september 1943, hvor ti personer omkom. På denne dato styrtede en engelsk flyver med polsk besætning ned i et hus i Slaglille, og fem danskere indebrændte. Fem polske besætningsmedlemmer omkom også ved den tragiske begivenhed. Hvert år mindes ofrene ved en økumenisk gudstjeneste i Slaglille Kirke med deltagelse af både repræsentanter fra den polske og den engelske ambassade samt Hjemmeværnet. Der lægges kranse ved gravene og spilles trompet med mere. Dagen slutter med en sammenkomst i Frivilligcenter Næstved eller i menighedslokale.

Til næste år er der planlagt stor fejring af foreningens 95 års jubilæum med borgmesterbesøg i Musikstalden på Grønnegades Kaserne.

Historie
Mange polske arbejdere kom til Danmark som landarbejdere fra 1893 til 1929. Der manglede bl.a. arbejdskraft til at luge ukrudt mellem roerne om foråret og til at tage roerne op om efteråret. I 1914 kom der således 14.000 sæsonarbejdere til Danmark og kun 4.500 rejste ud af landet igen. Første Verdenskrig satte imidlertid en stopper for den årlige tilstrømning. Nogle af polakkerne blev efterfølgende jordejere, skabte egne forretninger eller blev håndværkere. Mange blev dansk gift.

Lokalt arbejdede en del i Ladby Teglværk og i Holmegaard Mose med at grave tørv til glasværkets ovne. Gavnø Slot gav også job til mange i mark, stald og husholdning ligesom Gisselfeld og Avnøgården. Dengang var malkearbejdet et kvindejob og foregik med hænderne.

I 1969 og 1970 kom der igen mange polakker til Danmark. På grund af det kommunistiske regimes ”Antizionistiske kampagne” flygtede ca. 3.000 polske jøder til Danmark. De lærte sig hurtigt dansk og fik job. I anden bølge fra 1980 til 1987 kom der ca. 2.500 polske Solidaritets aktivister pga. krigsretstilstand i Polen. Den 1. januar 2020 var der registreret 48.473 indbyggere i Danmark, hvor Polen var deres oprindelsesland ifølge Wikipedia.

”Internettet, sociale medier og sprogundervisning i engelsk gør, at unge polakker, der kommer til Danmark nu, ikke har samme behov for at samles i en forening. Ofte har de allerede job, når de kommer, og de klarer selv kontakt til myndigheder på engelsk. De finder sammen via de sociale medier og andre kanaler på internettet. De er imidlertid også meget velkomne i vores forening – både hvis de har behov for sparring, hjælp eller andet, men også hvis de bare kunne tænke sig at være en del af vores fællesskab”, udtaler Lidia og hun fortsætter: ”Vi har et medlem, der er tredje generation af polske landarbejdere, der flyttede til Danmark. Hun taler det polske sprog flydende, selv om hun er født og opvokset i Danmark. Det er jo også en dejlig ting at kunne tale med den tilbageblevne familie i Polen ved besøg”.

Krigen i Ukraine
Krigen i Ukraine har ulykkeligvis skabt en stor flygtningestrøm. Mange er kommet til Danmark, og kommunikationen er udfordret, da ukrainsk og dansk tilhører forskellige sprogstammer. Tidligere lærte ukrainere og polakker russisk i skolen, hvilket giver dem et fællessprog at kommunikere på. Desuden ligner sprogene polsk og ukrainsk hinanden på samme måde som dansk og svensk, hvilket giver polakker mulighed for at hjælpe med at tolke.

I foråret inviterede foreningen ukrainske flygtninge til påskefrokost i Frivilligcenter Næstved. Lidia hjælper stadig nogle af dem ved behov.

Medlemskab
Polsk-Dansk Foreningen i Næstved er for alle med interesse for Polen. Hvis du kunne tænke dig at høre mere om foreningen og/eller melde dig ind, er du meget velkommen til at kontakte Lidia Szuster på telefon 5577 0788 eller mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Det er ikke et krav, at man bor i området.

Zapraszamy do naszego Związku!
Velkommen i foreningen!

Lidia Szuster, formand for Polsk-Dansk Forening

Lidia Szuster

Mindehøjtidelighed i Slaglille

FAKTA
  • Kontingent: 100 kr. pr. år – børn under 18 år gratis.

    Kontingent: 100 kr. pr. år – børn under 18 år gratis.

  • Du kan blive medlem uanset nationalitet, alder, politisk ståsted eller religion.

    Du kan blive medlem uanset nationalitet, alder, politisk ståsted eller religion.

  • Ud over foreningen i Næstved findes der polske foreninger i Sønderborg, Ålborg, København, Tågerup og på Fyn.

    Ud over foreningen i Næstved findes der polske foreninger i Sønderborg, Ålborg, København, Tågerup og på Fyn.

  • Kilder...

    Kilder: ”Wikipedia – polske landarbejdere i Danmark” (Polske landarbejdere i Danmark - Wikipedia, den frie encyklopædi) og ”Polske stemmer” af Søren Kolstrup.

Andre nyheder


Se flere nyheder

Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger. Artiklen om Polsk-Dansk Forening er skrevet i 2022 af Anne Damsbo, Frivilligcenter Næstved.
 

Forening i fokus

Læs mere …Polsk-Dansk Forening … og lidt historie om polsk indvandring i Danmark

  • Læst: 3668

”Gennem Næstved Senior Motion får jeg et dejligt samvær med andre”, udtaler Finn

”Gennem Næstved Senior Motion får jeg et dejligt samvær med andre”, udtaler Finn

Næstved Senior Motion tilbyder motion til både kvinder og mænd, der ønsker at holde sig i gang uanset alder. Foreningens cirka 800 medlemmer bor i Næstved Kommune, men ”alle kan være medlem uanset alder og bopæl”, fortæller Finn Keld Hansen, der er næstformand i bestyrelsen.

Ud over fysisk motion hjælper samvær med andre også til en sund aldring, således lægger hvert hold stor vægt på det sociale. Motionsholdet Qi Gong afslutter for eksempel deres sæson med restaurantbesøg, i gågymnastik er der indlagt pauser, hvor der hygges med medbragt kaffe og kage ligesom krolf-holdet drikker kaffe i et dejligt lokale ved svømmehallen. Op mod jul lejer Senior Motion én af de store haller i Næstved og inviterer alle medlemmer til en fælles julefrokost.

Om du er til Tai Chi, cykling, yoga, vandgymnastik, almindelig gymnastik, krolf, Qi Gong, Vikingespil eller Petanque, har du mulighed for at finde en motionsform i Senior Motion, som matcher dine ønsker. Som medlem kan du deltage i de aktiviteter, du har lyst og tid til uden ekstra udgift.

Der tilbydes motion året rundt både ude og inde.

Finn
Som bestyrelsesmedlem er Finn med til at ”jævne bunkerne ud, så det bliver sjovt. Senior Motion drives på baggrund af sunde demokratiske principper, hvor alle bliver hørt, og man drager omsorg for hinanden”, siger Finn, og han fortsætter: ”Vi har 45 instruktører. Det er forskelligt, hvor mange instruktører der er tilknyttet de forskellige motionsformer. Ved stavgang går der én instruktør foran vandregruppen og én bagved. Med tre stavgangshold betyder det, at der er behov for seks instruktører. Svømning kræver ud over en instruktør, at der er en livredder til stede. Til gymnastik i Arena Næstved er vi 200 motionister hver torsdag fra 1. september til 1. maj, og én enkelt instruktør klarer hele holdet”.

Finn er ansvarlig for bordtennisholdet, der spiller ved otte borde to gange om ugen. ”Spillerne sørger selv for at køre bordene frem og tilbage før og efter træning. En af spillerne har Parkinson. Han har opdaget, at mens han spiller bordtennis, ryster han ikke. Det er jo en fin bonus at få oveni motionen”, siger Finn og fortsætter ”der er mange andre motionshold/-grupper, som ikke er nævnt her og som er lige så betydningsfulde, som de omtalte”.

Gå ind på www.senior-motion.dk og se alle tilbuddene. Her kan du også tilmelde dig i foreningen.

Aktiviteterne i Senior Motion foregår rundt omkring i Næstved By, cykelholdet kører som udgangspunkt for eksempel ud fra Rådmandshaven.

Finn Kjeld Hansen fra Senior Motion

Næstformand i Senior Motion, Finn Keld Hansen

FAKTA
  • Facebook: Søg på ”Næstved Senior Motions Venner”

    Facebook: Søg på ”Næstved Senior Motions Venner”

  • Kontingent: 400 kr. pr. person

    Kontingent: 400 kr. pr. person

  • Indmeldelsesgebyr 100 kr.

    Indmeldelsesgebyr 100 kr.

  • Bestyrelsen mødes månedligt i Frivilligcenter Næstveds lokaler.

    Bestyrelsen mødes månedligt i Frivilligcenter Næstveds lokaler.

Andre nyheder


Se flere nyheder

Artiklen om Næstved Senior Motion er skrevet i 2022 af Anne Damsbo, Frivilligcenter Næstved.
 

Forening i fokus

Læs mere …”Gennem Næstved Senior Motion får jeg et dejligt samvær med andre”, udtaler Finn

  • Læst: 3456